baseman.dk

 
  menu   Rusland   tilbage
   
Moskva og Sankt Petersborg
August 2017
   
Indhold:
- Rejsebeskrivelse
- Tips og tricks
 

Rusland 2017
 

Rejseskribent:

Erik

Erik Asmussen

   
Selvom Rusland kun ligger en kort flyrejse væk, har politiske uenigheder ofte skabt større afstand.
I skrivende stund er der fred - men ikke helt fordragelighed, grundet uenighed mellem Vest og Øst om den politiske ledelse.

Skulle man kun opholde sig i lande, som ikke gør sig uheldigt bemærket, kunne man ikke engang blive hjemme. Så da jeg endelig fandt på at ville se Rusland, var det en hurtig beslutning at bestille en rejse dertil.

Turen var en pakkerejse, bestående af nogle dage i Moskva, efterfulgt af dage i Sankt Petersborg. Turen mellem de to byer var med nattog.
Der findes en del rejser til de to byer, hvor transporten i stedet sker med båd. Dette skulle efter sigende være en flot tur, men det tager længere tid end toget, så enten skal rejsen tilsvarende være længere, eller man skal forvente at have knap så meget tid til at se de to byer.

Det blev en rigtig dejlig tur, hvor jeg fik set Moskva og Sankt Petersborg. Men også fik stiftet bekendskab med tunge processer.


Papirarbejdet for at komme til Rusland er ret bøvlet. Der er krav om visum. For at få det, skal man være i besiddelse af en invitation fra Rusland (noget som rejseselskabet kan hjælpe med), have udfyldt en visum-ansøgning og have et dokument som beviser at man har en gyldig rejseforsikring. Alt dette skal, sammen med et gyldigt pas, præsenteres ved personligt fremmøde hos Ruslands visum-myndighed i Danmark.

For at et pas er gyldigt, må det tidligst udløbe et halvt år efter rejsens afslutning. Desuden skal der mindst være to tomme sider i passet, da visummet fylder en hel side, og der også skal være plads til at stemple. Stempler er ikke gået af mode i Rusland.

Vær forberedt på at hele processen godt kan tage over en måned. Den længste tid er ventetiden på at få foretræde for visum-myndigheden.
(Husk altid at tjekke opdaterede krav, da de kan være ændret, når dette læses).

Jeg kom gennem papirarbejdet og nåede at få visum kort før afrejse.

   
    Moskva
Moskva (klik for større foto)
   

 

Turen til Moskva var med AirBaltic og en mellemlanding i Riga. Det var sikkert med til at holde prisen nede, men gjorde ikke noget godt for den samlede rejsetid.
Det fungerede dog fint. Flyene lettede og landede til tiden.

Efter ankomst til Moskva, var det bare at stille sig op i en af køerne mod paskontrollen. Ingen af køerne var meget lange, men da hvert tjek tog tid, endte jeg alligevel med at stå der et stykke tid. Herefter kunne jeg hente min kuffert og stige ombord i bussen, som skulle bringe mig gennem den tætte trafik til hotellet.

På hotellet stødte jeg på en udfordring: Der var intet værelse til mig! Til trods for at jeg havde invitation fra Rusland til brug for visum, havde rejsebureauet åbenbart ikke husket også at informere hotellet. At det hurtigt pegede i den retning, skyldtes at der heller ikke var styr på hverken togbillet eller hotel i Sankt Petersborg, hvilket heldigvis blev ordnet mens jeg stadig var i Moskva. Selv om jeg var godt sulten efter rejsen, var jeg endnu mere træt, da det endelig lykkedes mig at få et værelse, så jeg gik direkte i seng.


Næste dag blev heldigvis en langt bedre oplevelse. Vejret var fantastisk med sol og varme. Faktisk endte hele mit besøg i Moskva med at foregå i dejligt vejr.

Fra hotellet og ind til bymidten, er bedste transportmiddel at benytte Metroen. Det er en anden oplevelse end i Danmark. Selv om langt flere mennesker benytter Metroen i Moskva, er der utroligt rent alle steder. Der er ingen skraldespande, men folk kan finde ud af at tage skraldet med sig.

Desuden er Metrostationerne et kapitel for sig. De er simpelthen utroligt flotte. Nogle føles som at træde ind i et museum, fyldt med kunstværker.

Man har valgt et betalingssystem, som er til at finde ud af. Her er ingen zoner at skulle forholde sig til. En tur er fra man træder gennem betalingsanlægget, til man igen er ude.

   
   
Metro
Moskva Metro (klik for større foto)
   
   
Efter min første tur med Metroen, befandt jeg mig nu ganske kort fra Den Røde Plads, som var næste mål på turen.

Der er røde bygninger ved Den Røde Plads, og rød kan også pege på den kommunistiske partifarve. Men 'rød' er også et ord, som kan betyde noget i retning af stor og flot. Og ja, det er en stor og flot plads. Ren, lige som Metrostationerne og det meste af byen, og med god plads til de mange mennesker som besøger den.
Alligevel var jeg overrasket over at den trods alt ikke var endnu større, med tanke på Sovjetunionens militæropvisninger, som jeg i gamle dage har set på TV.
Man har nok tænkt lidt i dramatiske kameravinkler dengang.

Den Røde Plads har den røde mur ind mod Kreml på den ene side, og det kæmpestore og flotte GUM stormagasin på den anden side. For enden af pladsen ligger Vasilij-katedralen med de mangefarvede løgkupler. Det er virkelig en oplevelse at stå på den plads.

Det er muligt at komme ind i Lenins Mausoleum, hvis man har lyst til at stå i kø.

Dagen bød også på et kig i Kremls rustkammer, et museum med historiske våben, tøj og en del Fabergé-æg.
   
   
Moskva
Den Røde Plads (klik for større foto)
   
   
Dagen efter blev igen varm og solrig. Turen gik fra morgenstunden op til Spurvehøjene, som er et af de højeste punkter i Moskva. Herfra er der en fin udsigt ud over Moskva. Her ligger også Moskvas Statsuniversitet.

Senere på dagen tog jeg sammen med et par andre fra rejseselskabet ud på egen hånd i Moskvas Metrosystem. Vi så blandt andet Den Røde Plads om aftenen, hvilket er et næsten endnu mere imponerende syn med de flot oplyste bygninger. Absolut et besøg værd.

Restauranter i Rusland gør ikke altid meget væsen af sig, set udefra. Men det lykkedes os at finde en restaurant, som bød på flot indretning, fin betjening, rigtig god mad og til en overraskende lav pris. Det viste sig at være noget jeg oplevede flere gange på turen: Man kan spise godt og billigt i Rusland, især hvis man går lidt på afstand af de mest turistede steder. Ulempen kan være at betjeningen ikke forstår så godt engelsk (eller overhoved ikke), men når alt smager godt, gør det mindre at man ikke altid ved, hvad man bestiller.



Næste dag bød igen på godt vejr og ture rundt i Moskva. Blandt andet en tur ad en af de første gågader i byen. Efterhånden er der kommet flere til af dem, i et stadigt forsøg på at afgrænse den voldsomme biltrafik. Det er dog en smule opad bakke med den udvikling. Dels kan mange russere godt lide at have egen bil, og går hellere på kompromis med boligen. Dels er gågaderne ikke så populære blandt den lokale befolkning, eftersom der har vist sig en overvægt af turistrettede butikker dér, og ikke butikker til daglig handel. Men der bliver fortsat arbejdet på at finde løsninger på trafikproblemerne.

Tiden i Moskva blev rundet af med manér: Kaffe på cafeen ved GUM, med udsigt ud over Den Røde Plads.

Herefter kørte jeg mod Leningradsky jernbanestation, mens vejret pludselig skiftede til massiv regn.

Jeg fik at vide at det i Rusland er et godt varsel, når en rejse slutter med dårligt vejr.
   
   
Moskva
Stormagasinet GUM, Den Røde Plads (klik for større foto)
   
   

Fra Moskva skulle jeg videre til Sankt Petersborg med nattog.

Moskva har flere banegårde, så skal man selv finde frem til sit tog, bør man sikre sig at vælge rigtigt. Jeg havde en lokalkendt guide med, så intet problem dér.
Man skal sørge for at møde op i god tid, da hele processen med billetkontrol og placering i rette kupe tager længere tid, end et "normalt" tog. Ankomst til stationen en time før planlagt afgang er ikke for meget.

Nattoget består af kupeer, hvor ryglænet kan klappes ned, og dermed blive til en seng. I mange kupeer er det muligt at lave fire sovepladser. To af dem lidt svært fremkommelige. Desuden er der kupeer med to sovepladser. Ved afgang bestilles morgenmad, som kommer rundt kort før ankomst. Jeg endte godt nok med at få noget andet end, hvad jeg havde bestilt. Men det var fint - og uanset hvad, skal man ikke forvente de store gastronomiske udsving.

Der er ikke toilet og bad i kupeerne - i hvert fald ikke dem jeg har set. Men der er to toiletrum i hver togvogn, i stil med dem på fly.
Der er selvfølgelig lidt kamp om at komme til, når alle står op om morgenen. Hvis man som jeg ofte står tidligt op, kan det derfor anbefales at udnytte dét til at komme før myldretiden.

Strækningen mellem Moskva og Sankt Petersborg var lidt bumlet, så en rolig søvn var ikke indenfor rækkevidde. Men jeg var træt og egentlig lå jeg rimelig behageligt, så jeg fik da lidt søvn. De små forhold og den ujævne fremfærd minder en del om at bo på et skib. Med endnu mindre plads end man typisk har på et skib, men noget jeg sagtens havde kunnet klare mere end denne ene nat.



Om morgenen kørte toget ind til Sankt Petersborg. I regnvejr.

Jeg vidste på forhånd at Sankt Petersborg er anlangt et sted, hvor vejret må forventes at være mere omskifteligt end i Moskva. Dette skulle vise sig at holde stik.
Under hele mit ophold skiftede vejret, ofte brat, mellem rigtig fint vejr og ret massiv regn. Så den idelle oppakning til traveture i byen var solbriller og regnfrakke eller paraply.

Skt. Petersborg er grundlagt i 1703 af Peter den Store, med forskellige europæiske storbyer som forbillede. I sovjet-tiden hed byen Leninggrad, men det er efterfølgende ændret tilbage til byens oprindelige navn. Byen har fra start været tænkt som hovedstad, hvilket den da også har været. Men placeringen er ikke hensigtsmæssig, hvis man foretrækker godt vejr.

Overalt i byen kan man se store, flotte bygninger, paladser, kirker, spir og kupler. Byen er desuden gennemskåret af kanaler og er derfor også blevet beskrevet som Nordens Venedig.
   
   
Peter-Paul
Peter-Paul-fæstningen (klik for større foto)
   
   
Et af de virkelig imponerede steder i Sankt Petersborg er Peter-Paul-fæstningen, som er en stor fæstning, der blandt andet rummer kirken hvor kejserinde Maria Fjodorovna (eller som vi kender hende: Dagmar) nu ligger begravet, efter i 2006 at være blevet fragtet fra Roskilde Domkirke.

Hele fæstningsværket er i sin tid grundlagt af Peter den Store, til beskyttelse mod datidens store fjende: Sverige. De angreb dog aldrig, så fæstningen har aldrig været i brug til dette formål. Derimod har den blandt andet været anvendt som fængsel.
   
   
Peter-Paul
Kirken i Peter-Paul-fæstningen (klik for større foto)
   
   
Næste dag gik turen til Eremitagemuseet, der er en af verdens absolut største kunstsamlinger. En af bygningerne i museet er Vinterpaladset, som har været bolig for zarer og zarinaer.

Indretningen i Vinterpaladset skifter fra rum til rum, dikteret af de skiftende regenter som har boet der. Mest omfattende ændringer blev foretaget, mens Katarina den Store boede der sidst i 1700-tallet. Det var også hende som startede på at indsamle den kunstsamling, der nu er at se på stedet.
   
   
Vinterpaladset
Vinterpaladset (klik for større foto)
   
   
Man kan sammenligne museet med Louvre og Vatikanets udstilling. Men det her i Sankt Petersborg er bare større. Dermed skal man heller ikke sætte sig for at ville se det hele, men forsøge at udvælge områder man vil besøge.


Trafikken i Sankt Petersborg er voldsom. Heldigvis har byen - ligesom Moskva - et velfungerende Metro-net. Da byen har så meget vand, har det været nødvendigt at lægge Metroen meget dybt. Derfor vil kan kunne opleve stejle rulletrapper som virker til at fortsætte i en evighed, før man er kommet ned eller op.
Nede i dybet mødes man af flot udsmykkede og meget rene Metrostationer.


Senere på dagen var vi nogle stykker som ville på kanalrundfart - hvilket man bør prøve, hvis man besøger denne by. Vi brugte en del tid på at finde et selskab, som tilbød engelsksproget beskrivelse.
Endelig kom vi til et sted, hvor vi fik at vide at dét netop var tilfældet her - hvilket blev underbygget af at skiltene ved båden var på både russisk og engelsk. Det viste sig dog at der overhoved ikke blev sagt noget på hele turen, hverken på engelsk eller russisk.

Men det var faktisk meget behageligt blot at sejle rundt og se de imponerende bygninger fra vandet.



Næste dag gik turen ud af byen, til Katharinapaladset, som i midten af 1700-tallet blev ombygget og udvidet, så det kunne være en rival til Versailles - hvilket må siges at være tilfældet. Bygningen er imponerende, både udvendigt og indvendigt. Det ene overdådige rum efter det andet ligger i forlængelse af hinanden. Hvis vejret var dårligt i Sankt Petersborg, oplevede vi det ikke her.

Videre ud af byen, ud mod Den Finske Bugt, ligger paladset Peterhof. I parken er anlagt en masse springvand. Et fantastisk syn, og utroligt at tænke på at de stammer fra starten af 1700-tallet.
   
   
Peterhof
Peterhof (klik for større billede)
   
   
Næste morgen skulle jeg tidligt afsted mod lufthavnen og derfra tilbage til Danmark. Turen gik igen via Riga, men alt gik fint.
Det er en fordel ikke at være i sidste øjeblik. Også ved afgang fra Rusland skal man gennem paskontrol, som kan tage overraskende lang tid at få overstået.


Bort set fra de indledende problemer, har det været en god oplevelse at se Rusland.
Jeg havde ikke på forhånd forestillet mig, hvor pæne og velfungerende både Moskva og Sankt Petersborg er.

Jeg er naturligvis klar over, at tingene kan se anderledes ud i mindre byer i Rusland, men den venlighed jeg er blevet mødt med, er nok forventelig også andre steder i det store land.






   
Tips og tricks   Tid
Moskva og Sankt Petersborg er i princippet to timer foran Dansk tid. Men da Rusland ikke har sommertid, er det kun én time, uret skal stilles frem, hvis man rejser dertil om sommeren (hvor vi jo allerede har stillet uret en time frem).

Penge
Valutaen hedder Rubler og kan købes i danske banker og andre valuta-steder. Man kommer langt med kreditkort, men der er stadig steder som ikke tager mod kort, så det er en fordel også at have kontanter med. Mange steder i Rusland, blandt andet i hoteller, er der kontantautomater.

Trafik
Der er rigtig mange biler i Rusland. Trafikken er fæl i byerne. Der køres nogenlunde pænt, men mange steder er der flere biler end vejene har kapacitet til.

Metro
I Moskva og Sankt Petersborg findes en udbygget og velfungerende Metro. Som ved alle nye steder man besøger, kræver det lidt tilvænnning. Men systemet er langt simplere end i Danmark. En billet holder så længe du opholder dig i Metroen. I Moskva købes et kort, med det ønskede antal rejser. I Sankt Petersborg er dette også muligt, men dér kan man også købe poletter i stedet, som hver tæller for en rejse.
I begge byer er Metrostationerne utroligt flotte og meget rene.

Cykler
Hvis man vover sig ud i trafikken på cykel, sker det på fortovene. Der er ikke cykelstier.

Sprog
Børn lærer engelsk i skolen. Men da TV eftersynkroniseres, er det nok sin sag at holde sin sprogkunnen ved lige. Med engelsk, samt tegn og fakter, er det dog rimelig nemt at klare sig. Mange skilte er endda forsynet med engelsk oversættelse.

Åbningstider
Der er ingen lukkelov i Rusland, så døgnåbne butikker er ikke et særsyn.

Drikkepenge
Det er lidt med forskel, hvem som forventer drikkepenge i Rusland. På restauranter er det kutyme at betale for god betjening, sådan ca. 10%. Lokale guider bør også få lidt for deres hjælp. Derimod er der ikke samme forventning fra hotelpersonale.
(Folk som mener at betjeningen har nok i den løn de modtager, bør nøjes med at besøge lande hvor dette rent faktisk er tilfældet).

Visum
Der er krav om visum og gyldigt pas for at komme til Rusland. Du får desuden en ekstra seddel ved indrejse, som skal blive i passet. Mister du den, kan du belave dig på lidt ekstra udfordringer ved udrejse.

Stempler og bureaukrati
Rusland - især de større byer - er meget moderne. Men dokumenter er stadig ofte nogle teksttunge krabater, som der gerne skal mindst et stempel på.
Tag det som en oplevelse. Lad være at blive synligt utålmodig, det vil ikke være en fordel for processens hastighed. Fortæller en myndighedsperson dig noget, så gør hvad der bliver sagt.

Bare rolig
Der er ikke meget smil på russiske ansigter. Men bag det måske lidt dystre ydre, gemmer der sig ganske ofte en sød og hjælpsom person.
Møder du russerne med venlighed, får du rigtig meget venlighed retur.


   
   
Vinterpaladset
En af salene i Vinterpaladset (klik for større foto)


   
         
    © Baseman.dk. © Erik Asmussen (artiklen og tilhørende fotos). All rights reserved.