|
|
|
|
||
menu |
Antarktis og Argentina |
tilbage |
||
|
Indhold:
Fly: |
Rejsen til Antarktis Via Argentina Februar 2013
Så længe jeg kan huske, har jeg altid haft et rejsemål, som stod som noget uopnåeligt. Både besværet med at komme dertil og prisen for en sådan rejse gjorde, at jeg ikke regnede det for muligt at besøge Antarktis. Det økonomiske problem faldt på plads, da det blev muligt at hæve de opsparede efterlønspenge; og da Albatros Travel tilbød en færdigpakket rejse til Antarktis var det hele pludselig ikke så besværligt alligevel. Rejsen blev bestilt i foråret 2012, hvorefter jeg blot kunne vente utålmodigt på at vi skulle nå frem til februar 2013, som var tidspunktet for rejsen. Det er for øvrigt et glimrende tidspunkt at foretage en sådan rejse. På den sydlige halvkugle er det sidst på sommeren, så vejret er tåleligt og det er muligt at komme i land på Antarktis uden brug af isbryder. Der var naturligvis også lidt spekulationer, om jeg ville brænde alle de opsparede penge af på sådan en rejse. Men heldigvis valgte jeg at være ”ufornuftig” og kaste mig ud i det.
Jeg har fået at vide at det
ikke kun er økonomien som bestemmer om folk tager på en rejse til
Antarktis. Et andet problem er turen på havet.
Det blev en helt fantastisk tur! Jeg havde frygtet at mine
forventninger på forhånd ville være skruet så meget i vejret, at det
kun kunne blive en skuffelse. Men det gik hen og blev en helt
utrolig fantastisk rejse til områder af verden som jeg indtil for
ganske kort tid siden havde troet, jeg aldrig ville komme til at se.
Det hele startede med en lang flyrejse. Først med British Airways til London, derfra med samme flyselskab videre til Buenos Aires i Argentina. De billige pladser på flyet mellem London og Buenos Aires levnede ikke meget plads at tilbringe de over 13 timer som denne tur varede. Men ved med jævne mellemrum at gå lidt rundt i flyet for at få bevæget benene, gik det alligevel fint. Da min lille rejsegruppe (vi var 20 deltagere foruden en rejseleder fra Albatros) stod ud af flyet, var det endnu for tidligt på dagen at tjekke ind på hotellet, så i stedet kastede vi os – en smule groggy ovenpå den lange flyvetur – ud i en tur rundt i byen. Buenos Aires er en stor by med tæt trafik og en del slum. Men der er også rigtig flotte områder med store parker og områder med farvestrålende huse, hvor de lokale folk lever og ånder for tango. Her blev jeg udsat for den vel nok mest charmerende måde at hive penge fra turister. En flot pige i nedringet tango-kjole spurgte om jeg ville stille op til lidt fotografering af os i tango-position. Det kunne jeg ikke svare nej til. Det lå i kortene, at man selv kunne bestemme om man ville give lidt for denne udsøgte service, men det var svært ikke at give en rigtig pæn gang drikkepenge for den oplevelse. Nogle gange giver det bare ekstra oplevelser at være et let bytte. :-)
Jeg fik at vide at det i denne egn af verden er et stort plus med et hus nær en begravelsesplads. Så det hotel, jeg overnattede på, lå vist rigtig godt, med udsigt til det som bliver anset for at være verdens tredje væsentligste begravelsesplads. Jeg ved ikke, hvem som opstiller en sådan liste, eller hvilke pladser som overgår denne. På denne plads findes blandt andet gravstedet for Argentinas elskede Eva Peron (Evita). Aftenen sluttede med et måltid mad – og med tanken om at jeg næste morgen skulle tjekke ud fra hotellet allerede klokken 5:30 for at nå flyet til Argentinas sydligste by Ushuaia. Flyveturen fra Buenos Aires til Ushuaia tager over tre timer, da man skal hele turen ned over Argentina. Enten er landingsbanen i Ushuaia lidt for kort, eller også havde piloten fejlbedømt hastigheden, for der blev trådt godt til på bremsepedalen for at stoppe flyet, mens der endnu var asfalt under dækkene. Men vi kom helskindet frem. Ushuaia er en mærkelig by. Den ligger utroligt flot ned til vandet, og med flotte bjerge som baggrund. Men selve byen er ikke køn. Ushuaia regnes for at være verdens sydligste by. Eneste anden kandidat ligger i nabolandet Chile, men den har kun ca. 2000 indbyggere, hvilket typisk er for få til at kunne blive klassificeret som ’by’. Ushuaia er derimod stor nok til at kunne kaldes by. Det blev til en overnatning på en af byens hoteller, inden det endelig blev tid at gå ned til havnen og derfra ombord på skibet Ocean Diamond, som skulle være mit hjem mens jeg besøgte ”Det 7. kontinent” Antarktis.
Ocean Diamond ejes af Quark Expeditions, som har specialiseret sig i
denne form for ekspeditioner i Arktis og Antarktis. Der bliver
fokuseret på at der er tale om en ekspedition og ikke et krydstogt.
Fokus er lagt på at give deltagerne en større forståelse for
kontinentet og de dyr som lever der. Der er ikke en masse shows som
på de store krydstogtskibe; til gengæld er det kun de mindre skibe,
som Ocean Diamond, der må komme tæt nok på Antarktis til at det er
muligt at sætte folk i land. Jeg kunne ikke forestille mig noget
mere intetsigende, end kun at se kontinentet fra et stort skib. Jeg
ville i land og se pingviner! Første dag ombord på skibet var på det åbne hav mellem Argentina og Antarktis: Drake passagen. Den er – ofte med rette – frygtet som et meget uroligt farvand. På turen til Antarktis var det dog ganske roligt, selv for mig som kan blive søsyg på færgeture indenfor Danmarks grænser. Ud over skibets besætning som sørgede for mad, rengøring og at bringe skibet frem, så var der en ekspeditionsbesætning, som stod for foredrag om Antarktis og de dyr og ting som findes der. De stod også for landgangen når vi nåede Antarktis. Med i denne besætning var også to efterkommere af polarfarere. Det drejede sig om Falcon Scott og Jonathan Shackleton, som begge havde familiemedlemmer der har gjort en markant indsats i forbindelse med de første ekspeditioner til Antarktis. Mens man frit kunne vælge, om man ville høre foredrag eller selv finde andet tidsfordriv på skibet, så var der den første dag to arrangementer som var påkrævet: Man skulle gennemgå en fremlæggelse af regler for hvordan man opfører sig under landgang på Antarktis, og man skulle gennemgå et kort sikkerhedskursus i sikker omgang med de Zodiac gummibåde, som benyttes til at sejle folk mellem skib og land, når man er i Antarktis. Kun hvis man havde gennemgået de to arrangementer, kunne man få lov at komme i land på Antarktis! Reglerne for ophold på Antarktis er mange, men kan kort beskrives med sætningen: Tag kun fotografier, efterlad kun fodspor. Det var essentielt at være iført vandtæt tøj ved sejlads i gummibådene, da det ikke er uden risiko at blive gennemblødt af det iskolde vand. Det var derfor en stor hjælp, at jeg fik udleveret en varm og vandtæt jakke ved ankomst på skibet og at udlån af et par gode støvler var med i prisen på turen. Med et par skibukser hjemmefra (foruden hue og skihandsker) var jeg ganske godt dækket ind.
Dagen efter nåede vi land; tidligere end efter den oprindelige plan
på grund af det gode vejr. Om eftermiddagen var det dermed tid til
den første landgang! Nu var det med at huske at få det hele gjort korrekt. Det tog sin tid første gang, men senere blev det ren rutine: Først skiundertøj og skisokker (udenpå et par underbukser og almindelige strømper). Så lidt ekstra tøj, f.eks. tshirt og striktrøje. Så lige lidt solcreme i ansigtet. Derpå skibukser og de tykke støvler. Så kom halsdissen og den tykke jakke på. Selv om det allerede var varmt at have alt dette tøj på inde i kahytten, skulle hætten lige op, for ikke at sidde i vejen når redningsvesten kom på. Når den først var placeret korrekt, og spændet havde sagt ”klik” som beroligende tegn på at man nu var sikret i tilfælde af vandgang, kunne hætten komme ned igen. Medbringende hue, vandtætte skihandsker, solbriller og tasken med fotografiapparat m.m. gik jeg ud til stedet på skibet, hvorfra vi skulle gå fra borde og ned i Zodiac bådene, som i mellemtiden var hejst ned på vandet. Trods frygten for problemer, gik det overraskende fint at komme ned ad trappen til den ventende gummibåd, selv om jeg bestemt ikke var særlig mobil med alt tøjet og de store støvler. Og med den lærte teknik for, hvordan man kommer i gummebådene og op igen, var det ret uproblematisk – om end det nok ikke har set så fikst ud. Vi havde nået en lille øgruppe ved navn Aitchos Islands, hjemsted for omkring 1700 Gentoo pingviner og over 4000 rempingviner. Det var en helt ubeskrivelig, fantastisk oplevelse at sejle ind til land i gummibåden, og se de mange pingviner, som nysgerrigt og uden frygt stod og kiggede på os. I en verden, hvor pingviner har lært at det kun er farligt at være unge (på grund af kulde og rovfugle) eller når man befinder sig i havet (på grund af leopardsæler), så ser de tilsyneladende ikke noget problem i at få besøg på land af en flok turister. Ofte virker pingvinerne mindst lige så nysgerrige som os, der har rejst så langt for at besøge dem. En ting, jeg var blevet advaret imod, men som alligevel var lidt overvældende, var lugten. Pingviner møjer sig tit og ofte, og det sker ved at sende en stråle ud bagtil. På grund af det som pingviner spiser og på grund af tætheden i en pingvinflok, så kan lugten være massiv. Men man tilgiver dem hurtigt, for pingviner er bare nogle utroligt nuttede små væsner. For at sikre at vi ikke blev for mange turister på samme sted, var det på denne og alle andre ture undervejs, arrangeret så halvdelen af os kom i land, mens den anden halvdel sejlede rundt i gummibåde i området, for at se på natur, isbjerge, sæler og hvaler. Efter et stykke tid skiftede vi, så alle kunne opleve både landgang og nærkontakt med havlivet. Tilbage på skibet var det utroligt at tænke på at det nu var lykkedes: Jeg var virkelig nået frem til Antarktis – og jeg havde stået omgivet af pingviner! Det var faktisk stadig ikke til at fatte at det var sket, og mens jeg skriver dette, kan jeg stadig dårligt tro det. Men de mange billeder fra turen og noget tykt tøj med en svag duft af pingvin fortæller, at det virkelig er sket. Dagen efter så vi pukkelhvaler fra morgenstunden. Mens de lidt mindre vågehvaler viser rygfinnen, når de er oppe for at trække vejret, så kan pukkelhvaler gøre os amatørfotografer lidt gladere: Når de har trukket luft og igen vil nedad, sker det tit ved at sende halen op – hvilket bare ser lidt flottere ud på billeder end et foto af bølger og en enkelt lille rygfinne. Lige efter morgenmaden, var det igen tid at trække i alt tøjet. Allerede nu gik det lidt nemmere. Skibet var nået frem til et sted ved navn Wilhelmina Bay. Vi sejlede i land og rundt i området i gummebådene, og så pingviner og imponerende gletsjere. Hvis det ikke allerede var gået op for mig før, så kunne jeg efterhånden godt indse at jeg befandt mig på en ægte eventyrrejse. Efter formiddagens oplevelser, sejlede vi tilbage til skibet. Mens vi spiste frokost, sejlede skibet videre til Danco Island, hvor vi igen kom i gummibådene og fik nye spektakulære kig på gletsjere og fantastiske isbjerge. Jeg formoder at det er muligt at blive træt af at se på isbjerge, men personligt er jeg ikke i fare for at dét vil ske lige med det første. Isbjerge kommer i de utroligste former. Og de er aldrig kun hvide. Mange er helt blå, fordi isen er blevet presset så hårdt, at der ikke er meget luft tilbage i isen, hvilket ændrer på måden som det reflekterer lyset på. Danco Island var også et nyt møde med de kønne Gentoo pingviner, som havde travlt med at få det nye kuld unger gjort klar til vinterens komme. De var ved at have skiftet alle dunene ud, og var ved at komme i ordentlig foderstand takket være deres forældre, som stadig kom med mad til dem. Over pingvinflokken hang fugle (kjover) som lurede efter muligheden for et let måltid blandt pingvin-ungerne. På isflager ude i vandet lå leopardsæler tålmodigt og ventede på at de unge, utrænede pingviner skulle tage deres første svømmetur. Det er ikke altid lige nemt at være pingvin. Der er ikke meget trafik ved Antarktis, så det meste af tiden så jeg ikke andre skibe. Men denne dag så jeg et andet skib i området. Af alle skibe var det oven i købet et jeg kendte, nemlig det selvsamme skib som jeg havde været passager på, da jeg i 2006 besøgte Grønland. Efterfølgende havde det skiftet navn og ejere, men skibet var det samme. Dagen efter var der igen lagt planer for steder, vi skulle besøge med Zodiac bådene. Men denne gang gav naturen en demonstration på, hvor lidt den har respekt for planlægning. Om formiddagen skulle vi have været i bådene ved Pléneau Bay, men kraftig vind gjorde det yderst problematisk at få bådene i vandet, og den efterfølgende tur på bølgerne ville have været livsfarlig. I stedet blev det forsøgt at finde et sted med læ og roligere vand. Vinden blev dog kastet rundt mellem bjerge og gletsjere, så det var slemt overalt. I stedet sejlede skibet videre sydpå. Om eftermiddagen blæste det fortsat en del. Vi ville have lagt til ved Petermann Island, men det lod sig ikke gøre. I stedet fandt vi en gruppe øer, Yalour Islands, hvor det endelig var muligt at komme i bådene. Der var ikke landgang, men en flot tur i bådene langs kysten og rundt omkring isbjergene. Pludselig valgte en vågehval at dukke op i overfladen lige ved siden af mig. Selv om det er en af de mindre hvaler, så er den ganske stor når man sidder 2-3 meter fra den i en lille gummibåd. Det var heldigvis et fredeligt møde og en stor oplevelse. Efter hvad der føltes som et øjeblik, var der pludselig gået et par timer, og det var igen tid at vende tilbage til skibet. Næste dag havde et specielt punkt på programmet. Vi skulle besøge en handelsstation ved Port Lockroy, hvor det endda var muligt at sende postkort! Som vi fik at vide, så ville den forventede leveringstid nok være et sted mellem 6 uger og 6 måneder. Til gengæld kostede det mindre at sende postkort herfra til hele verden, end Post Danmark tager for at sende et kort indenfor rigets grænser. Igen ville naturen det anderledes. Vejret var igen for dårligt til at vi kunne komme i bådene, og dermed var der ikke mulighed for et møde med civilisationen denne gang. I stedet sejlede vi videre. Ved middagstid var skibet på vej ind til et sted med det flotte navn Paradise Harbour. Der dukkede to pukkelhvaler op ganske tæt ved skibet, og de var så venlige rigtigt at vise haler, så jeg kunne få taget nogle flotte hval-billeder. Det var pænt gjort af dem. Selv om man hører, hvor store hvaler er, så er det alligevel overraskende at se dem tæt på. Det er altså virkeligt store dyr! Om eftermiddagen var skibet inde i Paradise Habour, og vejret var godt nok til at bådene kunne komme i vandet. I land var der mulighed for at bestige et mindre bjerg. Selv på Antarktis kan det blive lunt, når man rører sig og ikke er udsat for blæst, så det lykkedes mig at finde varmen, selv om jeg havde lagt den varme jakke. På toppen af bjerget var udsigten intet mindre end fantastisk. På en tur rundt i området i gummibåden, valgte en leopardsæl at kigge lidt nærmere på båden og os passagerer som sad i den. Den så ud til at være ca. lige så lang som gummibåden, så det var ikke et dyr jeg havde lyst til at falde ned til. Men den virkede kun nysgerrig. Den er meget adræt i vandet, men det er nok også nødvendigt, hvis den skal have en chance for at snuppe en pingvin af og til. Den næste dag ændrede planerne sig igen i takt med vejret. Ved en klippeø ved navn Cuverville Island kunne det heldigvis lade sig gøre at komme på besøg. Næsen nåede at opfange de mange pingviner på Cuverville Island, inden jeg så eller hørte dem. Man skulle ikke tro at de selv har meget lugtesans. Men enten var vindretningen mig nådig, eller også vænnede jeg mig hurtigt til duften af pingvin, for det blev endnu et betagende møde med de søde fugle. Efter turen i land sejlede jeg rundt i området i gummibåd og kiggede på isbjerge. Vi nærmede os et specielt flot isbjerg, og jeg hang allerede ud over kanten af båden for at få taget nogle billeder, da der pludselig lød et højt brag. Lige for øjnene af os i båden, brækkede et stykke af isbjerget af og foretog en maveplasker i det kolde vand. Sådan noget kan give ret voldsomme bølger, ligesom mere is kan finde på at falde, så føreren af båden gjorde det eneste fornuftige: Gassede op og sejlede væk fra isbjerget så hurtigt det lod sig gøre. Imens fortsatte jeg med at tage billeder, så jeg var ikke til meget hjælp når det drejede sig om at bringe os i sikkerhed. Men vi klarede den, og jeg fik taget nogle lidt gyngende billeder at isbjerget. Lidt efterfølgende redigering kunne rette op på de skæve billeder og nogenlunde skjule at de sidste af dem er taget i høj fart væk fra isbjerget. Om eftermiddagen nåede skibet Graham Passage, hvor vi lettere vemodigt skulle iføre os de mange lag tøj og redningsvest for sidste gang, for at begive os ud på den sidste tur i Zodiac bådene. Der var ingen landgang her, men en virkelig flot tur ude omkring nogle store isbjerge og med et kig på et betagende panorama af høje klipper og fantastiske gletsjere. En utrolig masse sæler befandt sig også i området. Selv for kendere var det vist et helt specielt syn at se så mange sæler samtidigt. For en ikke-kender som mig, var det bare endnu en fantastisk oplevelse i rækken af fantastiske oplevelser. Jeg ved ikke om det skinner igennem i teksten, at jeg synes det har været en ganske glimrende tur til Antarktis? Det var nu tid at begynder hjemrejsen. Skibet fik lagt en rute, som ville lede os nordpå til Kap Horn i Sydamerika. Mens det havde været en ganske rolig tur over Drake passagen, på vejen til Antarktis, var sagen en ganske anden på vejen hjem. Lige fra vi forlod Antarktis, fik vi en demonstration af, hvorfor dette farvand er så frygtet. Alt som ikke var fastgjort væltede rundt. En del ting som var fastgjort, rev sig løs og væltede også rundt. Jeg spiste søsygetabletter og iførte mig nogle akupunkturarmbånd som skulle hjælpe mod søsyge, men måtte alligevel på et tidspunkt lægge mig ned og lukke øjnene for ikke at udfordre balanceorganerne. Midt på dagen rundede skibet Kap Horn og fik pludselig andre og blidere bølger under sig. Lige så hurtigt som bølgerne blev mildnet, gik min søsyge også i sig selv. Søsygetabletter og armbånd kunne nu igen hjælpe mig til en rolig tilværelse på skibet.
Efter at have ventet lidt på havet ud for Ushuaia på grund af blæst
og bølger, lagde skibet sikkert til havn, og min tid på havet fra
slut for denne gang. Senere på dagen fløj jeg tilbage til Buenos Aires, hvor jeg havde en overnatning inden turen igen gik til London og derfra hjem. Sikken en ferie.
Rejsen til Antarktis er foretaget ud fra retningslinjer, udviklet af IAATO (International Association of Antarctica Tour Operations), med det formål at beskytte og bevare Antarktis og de dyr og planter som findes der. Quark Expecitions, som stod for turen i skib til Antarktis, gør en indsats for miljøet. Dels efterleves de stillede krav til god opførsel i Antarktis. Dels er turen gjort CO2 neutral ved at kompensere for forbrændingen af det i forvejen mindre forurenende brændstof.
Gode råd og ekstra oplysninger
Rute (skib)
Ushuaia - Beagle Channel - Drake Passage - Shouth Shetland Islands -
Aitchos Iands - Barrientos Island - Antarktiske Halvø - Wilhelmnia
Bay - Danco Island - Lemaire Channel - Sydligste Position - Yalour
Islands - Paradise Harbor - Skontrorp Cove - Cuverville Island -
Graham Passage - Drake Passage - Kap Horn - Beagle Channel - Ushuaia
Tekst og fotos:
|
Skarp sol på Antarktis, |
||
| . |
© Baseman.dk. © Erik Asmussen (artiklen og tilhørende fotos). All rights reserved. |
