Den tekniske forklaring må vel være, at øl dybest set bare en alkoholgæret drik, fremstillet af vand, malt, humle og gær. Eventuelt tilsat lidt umaltet kornstivelse af majs eller ris. Variationerne skabes ved at vælge enten over- eller undergær, samt ved forskellig behandling af malten. Malt til pilsnerøl er tørret ved ca. 85 grader C, mens malt til mørkere øl kommer op på 105 grader. For at lave porter, tilsættes desuden noget brunmalt, der er tørret ved 200 grader.

Før i tiden var overgæret øl den almindeligste type (som f.eks. hvidtøl). I 18-hundred-tallet begyndte undergæret øl at vinde frem, hvilket var den type, J.C. Jacobsen bryggede, da han grundlagde Carlsberg i 1847. Undergæret øl regnes i dag for at være den mest udbredte øltype.
Dog er der en tendens til at hovedparten af den øl som kommer fra de nye mikrobryggerier er forskellige overgærede ale varianter.
 

Af kendte (og mindre kendte) øltyper kan nævnes:

Pilsner: Lys, middelstærk, undergæret øl med 3 - 4 procent alkohol. Navnet kommer af Plzen i Tjekkiet. En lidt stærkere variant kaldes i Danmark for guldøl. Mange steder i verden betegnes alle de undergærede øl som Lager. I Danmark er en Lagerøl en undergæret øl, der er mørkere og kraftigere end pilsner.

Bayersk øl (bajer): Bygger på samme princip som pilsner, blot mørkere i farven og mildere i smagen. I Danmark har vi kaldt denne type for lager. Et eksempel er Gamle Carlsberg.

Ale: Bitter, overgæret øl. Alkoholindhold: 5 - 6,5 procent (kan dog svinge meget). Stærkt humleholdig. Ale er bl.a. meget udbredt i England og Belgien, dog med store forskelle. Engelsk ale (bl.a. den rødlige "Bitter") er nede på omkring 4 procent, og ganske letdrikkelige, mens belgisk ale kan nå et godt stykke over 10 procent, og kan være en noget barskere oplevelse, smagsmæssigt. En engelsk betegnelse for ale-typerne er Bitter. Klosterøl fra Belgien og andre lande tilhører også de overgærede ale-typer.
Yderligere findes typen India Pale Ale (IPA), som i slutningen af 17-hundred-tallet blev fremstillet med henblik på at kunne klare lange transporttider ombord på datidens skibe. Øllet var tilsat større mængder humle, som virker konserverende.

Barley wine: Kan oversættes til bygvin. Meget kraftig ale på omkring 7-12%. Oprindelig en engelsk øltype, men bryggerier i andre lande kalder af og til deres stærkeste øl for Barley wine.

Porter: Mørkt øl med mindst 6 procent alkohol. Navnet kommer af det engelske ord for dragere ("porters"), der ville have noget øl, der kunne mærkes. Oprindelig var porter en overgæret ale, men er i dag oftest en undergæret øl. Porter er knap så mørk som stout, men tit bliver betegnelserne blandet sammen. F.eks. anses den typiske danske porter for i virkeligheden at tilhøre typen imperial stout.

Stout: Stærk, mørkt engelsk øl. Stammer oprindelig fra porter-typen. Omkring 4 procent alkohol.
En kendt stout er Guiness.

Imperial Stout: Meget stærk udgave af stout, med meget humle.

Hvedeøl / Weissbier: Overgæret øltype hvor omkring halvdelen af malten er hvede. Dette giver en anderledes smag, som kan virke frisk og syrlig. Er især udbredt i det sydlige Tyskland og Østrig, men brygges også bl.a. i Belgien.

Vildtgæret øl: Øl, som ikke er tilsat gær (og dermed hverken er over- eller undergæret). På grund af den omstændelige proces, hvor øllet står i åbne kar, og venter på at tilstrækkelig med mikroorganismer skal drysse ned og starte gæringen, er den ikke særlig udbredt. Brygges få steder i Belgien, i form af øltypen Geuze. Nogle varianter af den belgiske kirsebærøl Kriek er fremstillet af Geuze.

Mumme: Mørkt og meget stærkt øl. Navnet er ofte tilskrevet Chr. Mumme i Braunschweig som i 1492 begyndte at eksportere øllet til England og Holland. Meget tyder dog på at Mumme er endnu ældre.

Dortmunder: Undergæret øl, lidt mørkere og med mere humle end en pilsner. Øllet stammer fra byen Dortmund.

Bock: Navnet bock-øl stammer fra det tyske Bock-Bier, som er afledt af den tyske by Einbeck, hvor øllet blev brygget første gang. Bock er en stærk øl.

Porse: Øl, der foruden humle er tilsat porse, en stedsegrøn busk, der krydrer øllet.

Andre: Der findes afarter af øl, der ikke kan indpasses i kategorierne herover. Nogle er meget anderledes, som f.eks. japansk sake (der er en slags øl, selv om den kaldes risvin), men det kan alligevel kaldes øl, fordi det er fremstillet ved gæring af korn.

Indhold
Hvad er øl?
Øl og mad
Øl og ernæring
Øl og sundhed
Øl og holdbarhed

Øl og mad

Når man ser bort fra de allerstærkeste øltyper, så er øl en fremragende tørstslukker. I modsætning til vin, som tværtimod øger kroppens behov for væske - hvilket også er årsagen til at man tit drikker vand sammen med vin.

Øl bygger på den samme grundingrediens som brød: korn. Derfor er det ganske naturligt at drikke øl til f.eks. smørrebrød og æggekage med rugbrød. Øl passer også tit til fed mad, på grund af øllets bitterhed. Mens vin ikke går godt sammen med syrlig mad, er dette intet problem for øl. Ligesom øl også passer godt til stærk mad, på grund af dens tørstslukkende egenskaber, og dens lindrende kølighed.

Lidt på samme måde som med vin, kan man vælge lyse øltyper til lyse, lette retter og mørke øltyper til mørke, tunge retter.

Stærkere øltyper passer forrygende godt sammen med chokolade og andre søde sager. Mens syrlige frugtdesserter nok passer bedre sammen med en frisk hvedeøl eller måske en belgisk frugtøl.

Øl har ligeledes nogle gode egenskaber i madlavning. F.eks. virker indholdet af humle både som naturlig konservering og smagsfremmer.

You can't be a Real Country unless you have 
 a BEER and an airline.
 It helps if you have some kind of a football
 team, or some nuclear weapons, but at the
 very least you need a BEER.
      Frank Zappa.

Øl og ernæring

Når man nævner øl og mad, bliver man vel også nødt til at komme lidt ind på ernæring.

Øl får skyld for at fede. Selvfølgelig er der kalorier i en øl, men det kan måske komme som en overraskelse, at det ikke kun behøver være øllerne, der er skyld i ølmaven! Her er listet kalorieindholdet pr. dl i nogle drikkevarer (listet efter stigende kaloriemængde):

Øl og sundhed

Nu skal det jo ikke ende med den rene reklame for øl ... men det er svært at lade være, når man begynder at se på de helbredsmæssige egenskaber ved øl.

En lang række undersøgelser peger på at et moderat ølforbrug virker forebyggende på hjertekarsygdomme og Alzheimers. Og britiske forskere har fundet ud af, at øl styrker skelettet og modvirker knogleskørhed. Forskning har også påvist, at et glas øl om dagen kan reducere risikoen for nyresten med hele 40%. Ny forskning tyder på at øl også har en gavnlig indflydelse på mængden af kolesterol i blodet.

Derudover er det nu videnskabeligt bevist, at øl beskytter mod huller i tænderne. Humle indeholder nogle kemiske stoffer (polypfenoler), som forhindrer, at de bakterier, der nedbryder tandemaljen, kan sætte sig fast på tænderne.
Der findes også polypfenoler i te, der har samme effekt, om end i mindre grad. Men de er dog så aktive, at japanerne er begyndt at tilsætte polypfenoler til chokolade og tyggegummi for at hindre udvikling af huller i tænderne.

Humle har i mange hundrede år været anvendt som et beroligende middel. Den har en afslappende virkning og bruges bl.a. mod søvnløshed. Den dulmer anspændthed og angst. I et større værk om urter fra det 16. århundrede, skriver John Gerard, der var kirurg og apoteker for den engelske kong James I, at øl mere er medicin end bare en almindelig drik.

Humle har desuden den egenskab, at den styrker håret og gør det glansfuldt. Derfor bader nogle mennesker håret i øl (hvis de kan nænne det).

Humle har bakteriedræbende egenskaber, hvilket blandt andet kan udnyttes ved behandling af sår.

Øl og holdbarhed

Normalt står der en "bedst før" dato på en ølflaske. Nogle øl har - ligesom vin - blot et årstal for, hvornår den er brygget. Dette er øl, som er beregnet til at blive gemt. Men en del øl kan faktisk gemmes nogle år, uanset hvad der ellers måtte stå om holdbarhedsdatoer etc.

Som en tommelfingerregel siger man, at øl med en alkoholstyrke på mindst 9% kan tåle at blive gemt, da alkoholen virker som konservator. Desuden er det specielt de mørkere øl, som kan tåle at blive gemt. Farvestoffet i malten, som giver den mørke farve, er nemlig samtidige en antioxidant, som også er med til at bevare øllet i lang tid. Derfor vil pilsner og lyst hvedeøl ikke i samme grad være velegnet til lagring, men bør snarere drikkes så friske som muligt.

Øl skal opbevares mørkt, og helst køligt. Udsættes øl for sollys begynder en proces, hvor den bitre del af humlen spaltes, og afgiver en grim lugt og smag.

En mørk øl, med en høj alkoholprocent, som opbevares mørkt vil kunne ligge i en del år. I hvert fald 10 år.
Efterhånden vil øllet ændre karakter, så den måske meget fremtrædende smag alkohol og humle aftager i løbet af årene.

Der gives ingen garantier. Ligesom med vin er det en satsning, om øllet vinder ved at blive lagret nogle år. Men når det lykkes, kan resultatet blive en særdeles harmonisk smag, som sagtens kan ligge et stykke fra den oprindelige øl.
Indian Pale Ale, en øltype som oprindelig er skabt til at kunne klare en lang sejltur fra England til Indien, bør være velegnet til lagring.

© Baseman.dk. All rights reserved.