|
Hvis du gerne vil hive lidt af biografoplevelsen med hjem i
stuen, men synes at det er forvirrende med begreber som DVD,
Blu-Ray, HDTV, LCD, Plasma, 1080P, HDMI, SACD, THX, 16:9,
regionskoder, DTS-ES, DD-EX og så videre, så kan følgende tekst
måske være en hjælp.
For ikke så længe siden bestod hjemmebiografen af et tv og en
videomaskine. Billedkvaliteten fra VHS videobånd var ikke helt, men
næsten lige så godt som en TV-udsendelse. Så kom DVD, og pludselig
var kvaliteten fra filmafspilleren bedre end TV. Nu kommer
fladskærme og DVD-lignende skiver med endnu højere billedkvalitet.
DVD står for ”Digital Versatile Disc” (”Digital Alsidig Plade”).
Oprindelig stod V’et for video, men det blev meget hurtigt klart at
skiven kunne bruges til andet end film på grund af den mængde data
der var plads til.
En ting som helt fra starten blev udråbt som et alvorligt problem
med DVD var regionskodningen. Man havde valgt at inddele verden i
seks regioner, f.eks. var USA og Canada ”region 1”, mens Europa,
Mellemøsten, Japan og Sydafrika var ”region 2”. Ideen var at give
filmindustrien mulighed for at styre udgivelsen af film, så ikke
alle egne af verden behøvede at få filmene på samme tid.
Ulempen var dog knap så stor. Dels var det stadig en forbedring i
forhold til videobånd, som kun havde mulighed for ét sæt
undertekster, og samtidig havde mindst lige så store regionale
begrænsninger på grund af forskellige TV-formater. Dels er det mere
undtagelsen end reglen at DVD-afspillere kan gøres ”regions-fri”, så
de ikke er begrænset til kun at vise ”region 2” film. Endelig
foretrækker de fleste nok at kunne få udenlandske film med danske
undertekster, noget som kun er muligt med film fra vores region.
Mens ”region 1” afspillere ofte er sat til kun at kunne håndtere
TV-formatet NTSC, som benyttes af landene i dén region, så vil
”region 2” afspillere både kunne klare NTSC (som også benyttes i
Japan) og PAL som benyttes i det meste af Europa.
Billedkvaliteten er mærkbart forbedret fra VHS til DVD, men der er
næsten tale om en endnu mere markant forbedring af lydkvaliteten.
Det er nu muligt at få ægte surround lyd til filmen, som i
biografen, hvis man har et lydanlæg som kan håndtere det.
Det er muligt at se DVD-film på en computer med DVD-drev, eller
med en DVD-afspiller forbundet til TV’et. Den nemmeste måde at
starte et liv med DVD er at forbinde en DVD-afspiller til sit TV med
et SCART-kabel, eller et HDMI-kabel, hvis både TV og DVD-afspiller
understøtter dét. Et almindeligt TV kan normalt ikke håndtere alle
de lydformater som kan ligge på en DVD, men DVD-afspilleren sørger
for at oversætte lyden til noget som et TV forstår.
Skal der ordentlig filmlyd til, er det nødvendig med et lydanlæg som
kan håndtere surround lyd. Dette kan være indbygget i
DVD-afspilleren eller TV’et. Oftest vil det dog være i form af en
separat boks, f.eks. en surround-receiver, som ud over at kunne
finde ud af de forskellige lydformater, også forstærker og fordeler
lyden mellem alle højttalerne. Dette gør tingene lidt mere
kompliceret. Dels skal der findes plads til alle højttalerne, som
dog kan fås i små størrelser, dels er der en masse kabler at skulle
forholde sig til: mellem DVD-afspiller og surround-anlæg, og mellem
anlæg og højttalere. Men holder man hovedet koldt og tager ét kabel
ad gangen, er det hurtigt overstået, og en tilværelse med
biografoplevelser hjemme i stuen kan begynde.
Den klassiske surround-opstilling af højttalere er en på hver side
af TV’et, en centerhøjttaler umiddelbart under eller over TV’et,
samt to højttalere ved siden af eller bagved siddepladserne. Desuden
vil mange foretrække at få en ”aktiv subwoofer”. En subwoofer
håndterer kun de allerdybeste lyde, og da denne type lyde ikke så
let kan stedfæstes, betyder det mindre, hvor subwooferen placeres.
At den er aktiv betyder at den selv har en lydforstærker indbygget,
så surround-anlægget ikke skal bruge kræfter på det.
Lydkablet fra DVD-afspiller til surround-anlæg vil typisk være et
optisk kabel (der sender signalet som lys i stedet for strøm), eller
et koaksialt kabel, der kan minde lidt om et antennekabel. Hvis TV,
DVD-afspiller og surround-anlæg alle understøtter det, er det også
muligt at føre lyden gennem samme HDMI-kabel som billedet.
Valget af TV var nemt engang. Der var billedrørs fjernsyn, og
valget gik blot på, hvor meget der var plads til – ikke mindst i
økonomien. Med fladskærme og digitalt TV er tingene ikke så enkle
længere.
De to udbredte formater indenfor fladskærme er Plasma og LCD. Kort
fortalt er et Plasma-TV som regel noget tungere end et LCD-TV på
samme størrelse på grund af en anderledes opbygning. En plasmaskærm
vil typisk være en del dyrere end LCD i de meget høje opløsninger.
Desuden er der en risiko for at billeder som vises meget længe på en
plasma-skærm, f.eks. logoer, kan ”brænde sig fast”. Til gengæld er
plasma-skærme ofte bedre til at vise standard TV-signaler, da LCD
helst skal have en højere billedkvalitet for at yde sit bedste.
Desuden er plasmaskærme bedre til at vise sorte nuancer.
Fladskærme sælges ofte med indbygget digital tv-modtager. Dog er det
ikke altid oplagt, hvilken type modtager der er tale om. Sagen er
nemlig at det er forskellige typer afhængig af om signalet modtages
via tagantenne, kabel-tv eller satellit. Desuden vil de første
generationer af digitale modtagere til tagantennen sandsynligvis
ikke kunne håndtere de formater som om få år bliver standarden.
Forstår tv’et ikke signalet, er det nødvendigt med en separat boks
som forbindes til tv’et.
Der findes mange retningslinjer for, hvor stor skærmen skal være. Så
længe skærmen ikke er større end at der er plads til den, og man
ikke skal sidde og dreje hovedet fra side til side for at se hele
billedet, så er det fint.
Skal billedet være rigtig stort, kan alternativet være en projektor.
Denne placeres bag siddepladserne, og kaster billedet op på et
lærred (eller væggen) foran tilskuerne på rigtig biografmanér. Denne
løsning giver mest billedareal for færrest penge. En projektor er
ikke så egnet til almindelig tv-kiggeri (og har oftest heller ikke
selv mulighed for selv at vise tv-signaler) og kræver desuden at der
ikke er alt for meget lys i lokalet. Folk med projektor har oftest
også et almindeligt tv til dagligdags brug.
De fleste fladskærme og projektorer kan vise en væsentlig højere
billedopløsning end det gamle billedrørs TV. Jo større skærmen er,
desto større er også begrundelsen for at øge opløsningen, da de
enkelte billedpunkter, som skærmbilledet er opbygget af, ellers
bliver alt for tydelige.
Mange fladskærme angives med logoet ”HD Ready”. Dette er en standard
som dikterer at TV’et skal kunne håndtere en billedopløsning
svarende til ”HD-TV” (TV med højere billedkvalitet end de gammeldags
TV-systemer). Der er dog ingen krav om at TV’et skal kunne vise
billedet i denne opløsning – det skal blot være i stand til at kunne
vise det.
Skal fladskærme kunne vise den fulde opløsning, skal i stedet vælges
en skærm med logoet ”1080P”. 1080 står for antal billedpunkter på
den ene led af skærmen. P står for progressiv, og betyder at skærmen
kan optegne hele skærmbilledet på én gang. De gamle fjernsyn
optegnede et skærmbillede ad to gange: først hver anden linje, derpå
de resterede linjer.
Vær opmærksom på at digitalt tv ikke automatisk er High Definition.
Almindeligt digitalt tv har samme opløsning som gammeldags analogt
tv, men vil ofte give mere rolige billeder. Digitalt tv giver dog
mulighed for at sende signaler med højere opløsning.
For mindre skærme (under 40”) og i forbindelse med almindeligt TV og
DVD, betyder det ikke så meget om skærmen kan klare 1080P eller
720P. Men på større skærme, og i forbindelse med nye filmmedier er
den høje opløsning en fordel.
For at matche den højere skærmopløsning på fladskærme, er
formatet Blu-Ray udviklet som en ny udgave af DVD’en.
Blu-Ray har samme størrelse som en almindelig DVD, men er i
stand til at gemme langt flere informationer. Derved er der plads
til at gemme film i en langt højere opløsning end på DVD.
Ligesom med DVD har Blu-Ray
indbygget regions-kodning, blot med en lidt
anden opdeling af verden.
En DVD-afspiller kan ikke afspille Blu-Ray, men en Blu-Ray-afspiller
kan derimod godt afspille DVD'er.
Ses film på et billedrørs-TV, opnås ikke forbedret billedkvalitet,
da DVD i forvejen kan klare den fulde opløsning. På en fladskærm med
tilstrækkelig høj opløsning vil det til gengæld være sådan at jo
større skærmen er, desto tydeligere vil forbedringerne være i
forhold til DVD.
Her følger en lille oversigt over nogle af begreberne.
Ses også angivet som 1.33:1, svarende til forholdet mellem bredde
og højde på skærmen. 4:3 er billedformatet på det gode gamle
fjernsyn.
Se beskrivelse under
Dolby
Digital.
Eller 1.78:1, er formatet på de nye fladskærms TV. Formatet
betegnes som Widescreen (bredformat), men mange film er endnu
bredere.
I forbindelse med opløsningen, nævnes sommetider også tal som 50,
60 eller 24. PAL
TV-formatet sender i 50Hz – eller 50 ”halvbilleder” i sekundet (25
helbilleder) og
NTSC sender 60 ”halvbilleder” i sekundet (først vises hver anden
linie, og herefter de resterende linier på skærmen). Mange
biograffilm er lavet med 24 billeder i sekundet. Dette giver en
lille hastighedsforskel når filmen vises ved f.eks. PAL’s 25
billeder pr. sekund. Derfor kan nogle High Definition afspillere
håndtere at vise film med 24 billeder pr. sekund, under forudsætning
af at fladskærmen også understøtter det.
En af størrelserne indenfor HD-TV. Tallet er antal billedpunkter
i højden. ”P” angiver at billedet sendes Progressivt – altså at hele
billedet bliver optegnet på én gang, i modsætning til gammeldags TV,
hvor der spares plads ved først at vise hver anden linie, og
herefter de resterende linier.
En af størrelserne indenfor HD-TV. Tallet er antal billedpunkter
i højden. ”i” angiver at billedet sendes Interlaced – altså at
billedet, ligesom ved gammeldags TV, først viser hver anden linie,
og herefter de resterende linier. Selv om 1080i måske lyder bedre
end 720p, vil sidstnævnte ofte være at foretrække på grund af det
roligere billede.
Også set omtalt som Full HD. En af størrelserne indenfor HD-TV.
Tallet er antal billedpunkter i højden. Ligesom ved 720P, angiver
”P” at billedet sendes Progressivt. 1080P er det ultimative format,
da det både tilbyder den højeste opløsning blandt HD-TV-formaterne,
og samtidig giver et roligt billede da det ikke skal tegnes op ad to
gange. På skærme under 40” er det dog meget svært at se forskel.
Anden betegnelse for
Dolby
Digital.
Her i form af analog lyd og TV: Består ikke af 0’er og 1’er som
ved digitale signaler. Ved et godt signal kan det være rigtig godt,
men er mere følsomt overfor støj end
digitale
signaler.
(Blu-Ray Disc / Blue-Ray). En slags udvidet DVD, som har plads til flere informationer, der
f.eks. kan udnyttes til at rumme film med langt højere opløsning end
hvad der er plads til på en DVD.
Cathode Ray Tube. Det gammeldags billedrørs-TV. På billedrør
måles størrelsen på hele fladen og ikke kun den synlige del i
modsætning til fladskærme, hvor hele skærmfladen er synlig. Derfor
vil en 30” fladskærm kunne vise et større billede end et 30”
billedrørs-TV.
Digital lyd og TV består af ’bits’ (0’er og 1’er). Da et ”0” skal
ødelægges meget, før det ved en fejl bliver læst som ”1”, er
digitale signaler ikke så sårbare. Digitale signaler kan desuden
nemmere komprimeres end
analoge,
uden det ødelægger oplevelsen.
Analogt lyd-format. Det første rigtig udbredte surroundsystem.
Fordelen ved systemet er at lyden kan ligge i et almindeligt
stereo-signal. Lyden til center-højttaleren er den del af lyden som
er ens i begge stereo-lydspor, mens baghøjttalerne deler samme
signal i form af en slags forskel mellem højre og venstre lydspor.
Adskillelse af lydene til de enkelte højttalere er dog ikke ret god.
Det blev især anvendt på videobånd og analog TV. Der findes en
udvidet version af systemet, kaldet Pro Logic II, men det er dog
stadig langt fra
Dolby
Digital og DTS.
Digital lyd, også kaldet AC-3. Det mest udbredte format til DVD.
Fordi systemet er digitalt, giver det meget bedre mulighed for at
forsyne hver højttaler med sit helt eget signal, da lyden allerede
under kodningen kan deles op til de forskellige højttalere. Ofte ses
angivelser for antallet af højttalere lyden er kodet til. F.eks.
”5.1” som betyder at der er understøttelse for 5 højttalere: venstre
og højre stereohøjttaler, en center-højttaler samt to bag-højttalere.
”.1” betyder en
subwoofer,
som er en speciel højttaler der kun spiller de dybeste lyde.
En udvidet version af Dolby Digital med mulighed for en ekstra
baghøjttaler ”6.1”. Den ekstra lyd er dog hentet ud fra 5.1
signalerne til baghøjttalerne, men især til større lokaler kan det
være en fin idé med den ekstra højttaler. Dolby Digital EX kan uden
problemer afspilles på anlæg som kun kender til 5.1 lyd.
Digital lyd som kan håndtere lyd til 8 højttalere. Systemet er
tiltænkt high-definition formater som
Blu-Ray
og HD-DVD.
Digital Theater System. Ligesom
Dolby
Digital (DD) et digitalt lydsystem, der kan håndtere fem
højttalere og en subwoofer. Hvis der findes både et DD og et DTS
lydspor på DVD’en, vil DTS ofte være mindre komprimeret og dermed –
i hvert fald i teorien – lyde en smule bedre.
Ligesom Dolby har DTS også lavet en udvidelse ”Extended Surround”,
med mulighed for en ekstra baghøjttaler. I modsætning til DD EX, kan
denne dog godt have sit helt eget lydsignal – eller blot være
udvundet af lyden fra de to andre baghøjttalere som ved EX.
Digital lyd som kan håndtere lyd til 8 højttalere. Systemet er
tiltænkt high-definition formater som
Blu-Ray
og HD-DVD.
DTS’ udgave af
Dolby Pro Logic II, som prøver at lave 5.1 lyd ud af et stereo
lydspor.
De fleste DVD-film ligger i to lag på skiven. Afspilleren finder
selv ud af at skifte mellem lagene, men der kan ses en kort pause i
filmen når dette sker.
Digitalt videokabel, som primært anvendes i forbindelse med
computere. Billedet er som ved
HDMI, men DVI
ikke har mulighed for også at overføre lyd.
Digital Versatile Disc. Format som afløste CD som medie til
computere og VHS som medie til film.
En slags super-udgave af en musik-CD, som aldrig rigtig fik den
helt store udbredelse. For at kunne høre DVD-Audio, skal afspilleren
kunne håndtere dette format.
DVD-R, DVD+R, DVD-RW, DVD+RW, DVD-RAM, DL
Forskellige formater indenfor brændbare DVD’er. DVD-brændere i
computere kan typisk klare både –R, +R, -RW og +RW (RW er udgaver
som kan slettes og genskrives). Nyere brændere kan også håndtere
Dual Layer skiver, hvor data kan ligge i to lag. Nogle DVD-optagere,
til at placere ved TV’et, kan kun klare enten DVD-R/RW eller DVD+R/RW.
Selv optagere som ikke kan skrive på et af formaterne, vil normalt
sagtens kunne læse dem. Undtagelsen er DVD-RAM, som er helt sit eget
format, kun de færreste apparater kan finde ud af.
Ligesom
Blu-Ray en slags udvidet DVD, som har plads til flere
informationer.
Kopibeskyttelsessystem, som bl.a. kan findes i forbindelse med
Blu-Ray-afspillere i tilknytning til
HDMI.
Omtalt som digital afløser for SCART-kablet. HDMI kan overføre
både billed og lyd, men anvendes ofte kun til billedet, når lyden
sendes via surround-anlægget.
HD / High Definition
De nye billedformater i højere opløsning har ofte en betegnelse
hvor ”HD” indgår. High Definition betyder i dette tilfælde Høj
Opløsning.
Standard for High Definition TV. For at et TV kan få dette logo,
skal det leve op til bestemte krav. Bl.a. skal det have
HDMI (eller
DVI) og kunne vise
720P og 1080i
signaler.
Ligesom HD Ready er det en standard for High Definition TV. HD
Ready 1080P skal leve op til de samme krav som HD Ready, samtidig
med at det også skal kunne vise
1080P
billeder med den fulde opløsning og billedfrekvens.
Ikke en standard, men blot en betegnelse for TV med højere
opløsning end det gammeldags TV.
Betegnelse for en DVD- eller Blu-Ray-afspiller som er i stand
til at spille film fra alle regioner. Nogle film kan være ekstra
beskyttet mod kodefri afspillere, så de ikke fungerer. Er man kun
interesseret i film med danske undertekster, og dermed kun vælger
region 2 / B er det ligegyldigt om afspilleren er kodefri.
Liquid Crystal Display. Den mest udbredte type blandt
fladskærms-TV og computerskærme. LCD har typisk én opløsning som den
viser rigtig flot. Derfor kan lave opløsninger, som f.eks.
almindelig TV somme tider se lidt ”uldne” ud. LCD-skærme er ofte
lettere end
Plasma-skærme, og har ikke samme risiko for fastbrændte
billeder.
TV-format som bl.a. benyttes i USA og Japan.
Organic Light-Emitting Diode. En display-type der ikke kræver
baggrundsbelysning ligesom
LCD, hvilket
gør det muligt at lave OLED-skærme endnu tyndere og med lavere
energiforbrug. OLED-skærme er i skrivende stund stadig under
udvikling, bl.a. er levetiden for OLED-skærme stadig væsentlig
lavere end LCD. Men der er forventninger om at denne type engang vil
kunne udkonkurrere LCD og
Plasma.
Anvendt her som beskrivelse af detaljeringsgraden af billedet. Jo
større en skærm er, desto vigtigere er det at have en høj opløsning.
I modsat fald vil man kunne se de enkelte billedpunkter, hvilket
virker forstyrrende og ødelægger oplevelsen.
TV-format som bl.a. benyttes i Danmark og det meste af Europa.
PAL har en højere opløsning end
NTSC, men til
gengæld lidt færre billeder pr. sekund.
Funktion på nogle DVD-film, som giver mulighed for at fylde hele
4:3 skærmen ud, selv om filmen er så bred at der ellers skulle være
sorte felter over og under billedet. Mens nogle vil anse dette for
at få mest muligt billede, opnås illusionen i virkeligheden ved at
skære en stor del af filmbilledet væk i siderne.
PDP (Plasma Display Panel). En af typerne indenfor fladskærme. På
grund af konstruktionen vil en Plasma-skærm ofte være en del tungere
end en LCD
skærm. Plasma skærme er ofte bedre til at vise billeder med en lav
opløsning, men har til gengæld samme svaghed som
billedrør, at
billeder som vises i meget lang tid kan risikere at ”brænde fast” på
skærmen.
Apparat som placeres bag tilskuerne, og kan vise billedet på et
lærred, ligesom i biografen. Fordelen er størst billede for færrest
penge. Ulempen er at en projektor typisk støjer mere og kræver at
lokalet ikke er alt for lyst. Folk som har en projektor har ofte
også et almindeligt fjernsyn til brug for andet end film og sport.
Apparat med lyd-forstærker og radio bygget sammen. Et
surround-anlæg består typisk af en DVD- eller Blu-Ray-afspiller,
forbundet til en surround-receiver.
En slags super-udgave af en musik-CD, som aldrig rigtig fik den
helt store udbredelse. For at kunne høre SACD, skal afspilleren
kunne håndtere dette format.
TV-format som anvendes i Frankrig og Rusland. Det har samme
opløsning og antal billeder som
PAL.
Højttaler der kun spiller de dybere toner, som specielt mindre
højttalere har svært ved at klare. Hvis en subwoofer er ”aktiv”
betyder det at den har en lydforstærker indbygget, så receiveren
blot kan nøjes med at sende lydsignalet direkte til subwooferen. Da
dybe toner er svære at retningsbestemme, er det mindre vigtigt
hvordan subwooferen placeres i lokalet.
Ikke et lydsystem, men en standard for hvordan lyden er
indspillet og efterfølgende skal afspilles, for at resultatet bliver
som instruktøren havde forestillet sig. Der findes THX-certificeret
udstyr, men dette er ikke et krav for at kunne høre lyden.
Se 16:9
|
